©  Foto:

Abelines Gaard

Skru tiden tilbage og tempoet ned. Abelines Gaard er som en tidskapsel, hvor store og små kan opleve livet ved Vesterhavet, som det var i gamle dage. Gå gennem de labyrintiske rum og gå på opdagelse i de gamle stuer, og fornem stemningen som for 100 år siden.

Den monotone lyd af urets tikken blander sig med den knitrende lyd af Abelines strikkepinde. Hun sidder i stolen og kigger ud på den snoede grusvej, imens hun passer telefoncentralen. Så banker det på døren. Naboen kommer for at ringe, for telefonen er den eneste på Holmsland Klit.

Når du træder ind i den fredede strandfogedgård, træder du ind i en tidslomme. Abeline sidder ikke længere med strikketøjet i hånden ved telefoncentralen og tilbyder varm kaffe på Madam Blå, men gården står, som om hun lige har forladt den i 1950’erne.

Gården blev bygget i perioden 1854-1871 af Abelines svigerfar. Han var strandfoged, og skulle bjerge vraggods, afholde strandingsauktioner og huse søfolk fra forliste skibe. Abeline overtog gården med sin mand i 1890, men hun blev enke i 1904 og drev derefter gården sammen med sine 5 børn frem til sin død i 1957. Strandingerne blev færre, til gengæld begyndte Abeline at huse sommergæster - Holmsland Klit som turistdestination blev født.

På gården finder I en hyggelig café, hvor der serveres kolde og varme drikke, samt almindeligt kaffebrød. Besøg også den lille museumsbutik, hvor I kan finde souvenirs og købe is.

Oplev, hvordan en redningsaktion var i gamle dage

På Vestkysten vidste man, at man skulle have respekt for havet, og man var derfor opmærksom på at afholde redningsøvelser. Vær med, når der afholdes redningsøvelser ved redningsstationen ved Abelines Gaard i højsæsonen. Læs mere på www.abelinesgaard.dk.

En del af Ringkøbing Fjord Museer

Abelines Gaard er en del af Ringkøbing Fjord Museer, som gør historien levende på 10 museer og attraktioner ved Ringkøbing Fjord. Læs mere på www.ringkobingfjordmuseer.dk.

Følg os på:

Meget Mere End Bare Danmark © 2024
Danish