©  Foto:

Den Sorte Diamant Det Kgl. Bibliotek – Det Kgl. Bibliotek

Den Sorte Diamant stod færdig i 1999 og er en tilbygning til Det Kgl. Bibliotek.

Oplev den permanente udstilling af kulturskatte, koncerter i Dronningesalen eller besøg café og restaurant med flot udsigt over havnen.

Den Sorte Diamant er bygget sammen med den historiske biblioteksbygning fra 1906, og er tegnet af det anerkendte danske arkitektfirma Schmidt Hammer & Lassen Architects. De skrånende, blanke ydervægge, der har gjort bygningen til en af byens mest genkendelige, kontrasteres af de bølgende betonvægge i det lyse indre atrium.

I Den Sorte Diamant finder man ud over udlån og læsesale både en café, en restaurant, en museumsbutik og et stort program med kulturaktiviteter: Koncerter, International Forfatterscene, foredragsrækker og skiftende fotografiske- og kulturhistoriske udstillinger. Det Kgl. Bibliotek viser et helt nyt værk indtil 2020 af den verdenskendte, eks-jugoslaviske performance-kunstner Marina Abramović. Udstillingen Abramović Method for Treasures er skabt specielt til bibliotekets skatteudstilling i Den Sorte Diamant. Aflever telefonen, tag skoene af og giv dig hen til en sanselig levendegørelse af bøgernes historier. De gamle skatte inden for naturvidenskab, filosofi, kortlægning, musik med meget mere samt de fremtrædende danskere: Se i Søren Kierkegaards brev til sin forlovede, Karen Blixens eget manuskript eller H.C. Andersens dagbog.

Besøg hjemmesiden for kommende arrangementer i Den Sorte Diamant.

Følg os på:

Meget Mere End Bare Danmark © 2023
Danish