©  Foto:

Gylling Kirke

I landsbyen Gylling syd for Odder, ligger en gammel romansk kirke fra 1100-tallet. Landsbykirken, som skiller sig ud visuelt med sit karakteristiske styltetårn, byder på flere spændende historiske genstande, heriblandt en runesten fra Vikingetiden.

Romansk kirke i idyllisk landsby

I den frodige jord mellem Odder og Horsens Fjord ligger landsbyen Gylling, hvor byens kirke har været centralt samlingspunkt gennem 900 år. Gylling Kirke er dateret til slutningen af 1100-tallet, ligesom mange andre oprindelige danske stenkirker. Den relativt store kirke består af oprindeligt, romansk skib og kor samt våbenhus og tårn fra 1500-tallet.

Kirken har været gennem mange ombygninger, hvilket kan ses i murværket, hvor der er brugt forskellige materialer, og hvor der er indmuret gamle gravsten, stumper af kasserede vinduespartier og hvad man ellers lige har haft ved hånden. Kirken fremstår dog smukt og hvidkalket med takket tag og et ganske karakteristisk tårn. Tårnet er et såkaldt styltetårn med en åben indgang til en trætrappe, som fører op til klokken. Der er ikke mange af den type tårne i Danmark – de findes næsten udelukkende i Østjylland. De blev ofte omtalt som en billig variant af de traditionelle, tilmurede tårne. Gylling Kirke har dog altid haft et rigt ejerskab, og har gennem tiden været ejet af den velstående ridder Laurits Trugotsen, den danske krone, Åkjær Gods og Gyllingnæs Gods, så pengenød har næppe været årsag til styltetårnet.  

Inde i kirken er det første man lægger mærke til det ensfarvede mørke træ, som blandt andet ses i det flade bjælkeloft, bænkene og prædikestolen. Det skaber et stemningsfuldt og behageligt rum. Prædikestolen er et virkeligt smukt stykke træskærerarbejde. Altertavlen er skabt af den horsensianske billedskærer Peder Jensen Kolling, som har sat sit præg på mange af lokalområdets kirker. Den unikke skinnende lyserøde farve er et gennemgående træk for hans værker. Døbefonten er romansk og har stået her siden kirken blev bygget.

 

Runestenen

I våbenhuset står en runesten fra Vikingetiden, som går under navnet Gylling-Stenen. Den stammer formentlig fra det 10. århundrede. Noget af teksten er slidt og utydelig, men den afkodelige tekst kan oversættes således: ”Toke, Troels' søn, rejste denne sten efter... god ... og Risbiik sin broder”. Interessant nok er Toke et navn, som går igen på mange af den tids danske runesten, men det menes at være en tilfældighed. Troels var på den tid et meget almindeligt drengenavn i Danmark. Der står f.eks. en runesten i Sdr. Vissing Kirke, som omtaler en anden Toke.

 

Otto Møller

Otto Møller var en teolog, der blev landskendt som forfatter. Han skrev mange bøger, der skabte debat, og som i dag står som anerkendte værker. Otto Møller flyttede til Gylling som 10-årig, da hans far blev præst her. Senere overtog han selv præstegerningen i Gylling fra sin far – en rolle som han havde fra 1860 og frem til sin død i 1915. Otto Møller var ridder, modtager af dannebrogsordenen og kommandør. Han boede til daglig i den smukke Gylling Præstegård, som ligger ved siden af kirken. Udenfor præstegården er en mindesten rejst i hans ære. Stenen er placeret ud til vejen, hvor Fallingvej møder Lerdrupvej. 

 

Gå en tur på kirkegården

Rundt om kirken ligger en stor, flot kirkegård, som har flere interessante, bevaringsværdige gravsten. 42 af disse sten er blevet udvalgt og har fået en qr-kode opstillet ved sig. Ved at scanne koden kan du få fortællingen om den pågældende person, som ligger begravet her, samt hvorfor den pågældende sten er så unik.  

 

Besøg kirken

Gylling Kirke er åben indenfor graverens normale arbejdstid på hverdage. Du er velkommen til at kigge ind. Den kan dog være i brug til kirkelige handlinger.

 

Flere historiske attraktioner

Kystlandet byder på mange spændende historiske attraktioner. Fra oldtid til industrihistorie. Fra museer til bygningsværker og attraktioner i naturen. På denne side kan du finde inspiration til historisk interessante oplevelser nær Horsens, Odder og Juelsminde

Følg os på:

Meget Mere End Bare Danmark © 2024
Danish