
Jyllinge Sløjfen
Jyllingesløjfen er en cykelrute gennem historiske landskaber, fredelig natur og rige fugleområder. Undervejs kommer du forbi seværdigheder som Gundsømagle Sø, oldtidsgrave og unikke kirker, alt sammen i nærheden af Roskilde Fjord.
Ruten er ca. 22 km lang og byder på varieret terræn, hvor du kan opleve både kulturhistoriske levn og fredelige naturområder. Du får mulighed for at kombinere fysisk aktivitet med pauser ved både fugletårne og hyggelige lokale steder.
Fra havnen i Jyllinge følges Fjordstien (Cykelrute 40) med en fantastisk udsigt til fjorden og Eskilsø.
På cykel igennem historiske landskaber
På cykelturen passerer du gravhøje, der vidner om liv og død for mange tusind år siden. Du kan samtidig nyde udsigten over Roskilde Fjord til det smalle sted ”Peberrenden”, hvor fem vikingeskibe, Skuldelev skibene, omkring år 1040 blev sænket for at lave en sejlspærring. De fem vikingeskibe blev udgravet i 1962, og du kan i dag opleve dem på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
Oplev Gundsømagle: En naturperle med rørskov og fugleliv
Gør også holdt ved Gundsømagle Sø og Naturreservat, hvor en 300 meter lang gangbro fører dig gennem Østdanmarks største rørskov. Du vil med garanti føle dig hensat til Amazonas urskove i det jungleagtige fugleeldorado, du oplever her. På turen gennem rørskoven kan du gøre holdt på nogle af de mange bænke og nyde et velfortjent hvil midt i dyrelivet. Turen til rørskoven går ad en trampesti gennem en troldeagtig skov med krogede træer og med mulighed for at opleve både fugle, frøer og planterundervejs. Du kan også nyde synet fra oven fra et af fugletårnene, der kvitterer med smuk udsigt over området. Måske du kan få færden af en skægmejse, fiskehejrer eller rørhøg.
Kultur og historie
På turen videre passerer du bl.a. Kirkerup Kirke, hvor du kan gøre holdt og opleve helt unikke kirkemalerier fra 1200-tallet, der forestiller sjældne scener fra det gamle og det nye testamente.
Turen tilbage til Jyllinge går gennem det historiske landskab ved Gundsømagle, hvor den imponerende langdysse Hødysse er et af de mest synlige levn fra fortiden. Den ligger smukt synligt lige øst for Gundsømagle by.
Godt fremme i Jyllinge kan du med fordel fejre de 22 tilbagelagte kilometer i sadlen. Den sydlige ende af Jyllinge marina er et godt sted til at nyde stemningen og udsigten til Eskildsø.