©  Foto:

Lejre Museum

Lejre var et magtcentrum og kongesæde i vikingetiden og den tidlige jernalder - ikke bare for én konge eller i en kort periode, men i mere end 500 år! Området er også kendt som hjemsted for de første danske konger, Skjoldungerne, og det berømte heltedigt "Beowulf". På museet kan du beundre de mange fund og udforske Danmarkshistorien. Lejre Museum ligger midt i et kuperet, historisk naturlandskab.

Sagnkongernes Lejre

Sagnene fortæller, at lige uden for Lejre Museums døre, i det smukke, kuperede landskab, lå Skjoldungernes kongsgård. Skjoldungerne nedstammede fra Kong Skjold, og talte ifølge Saxo Grammaticus konger som Rolf Krake, Frode Fredegod og Harald Hildetand. Skjoldungerne er sagnkonger, men arkæologiske fund på stedet underbygger tesen om, at Gl. Lejre var en af vikingetidens vigtigste magtcentre.

Mere end et museum Udstillingen er delt op i tre overordnede temaer. I det første tema præsenteres publikum for kilderne til historien – de skriftlige sagn samt de arkæologiske vidnesbyrd. Her er der både mulighed for oplevelse og fordybelse gennem brug af lyd, lys og film, og det er her, man får en introduktion til Lejreområdets historie.

Udstillingens andet tema er udformet som et stort digitalt vægkort, hvor man aktivt kan søge oplysninger om monumenterne og udgravninger i landskabet rundt om museet. I udstillingens tredje tema finder den besøgende museets arkæologiske skatte fra området, bl.a. den verdensberømte Odin-figur, Danmarks største sølvskat Mannerupskatten samt Gevningefundet.

Følg os på:

Meget Mere End Bare Danmark © 2024
Danish