©  Foto:

Nyhavn

Nyhavn er en af Københavns absolutte turistmagneter. Det er et perfekt sted at slutte en lang dag. Spis på en af de mange hyggelige restauranter eller gør som københavnerne og slå dig ned på kajen med en medbragt øl.

Nyhavn hed oprindelig Den Nye Havn og stammer tilbage fra 1673. Den startede som en travl erhvervshavn, hvor skibe fra hele verden lagde til kaj. Livet i havnen var præget af sømænd, værtshuse og fest.

Den Nye Havn blev til Nyhavn, og de skønne, gamle og skæve huse, som før husede købmænd, er nu smukt renoverede og området er fyldt med hyggelige restauranter og barer.

H.C. Andersens Nyhavn

Nyhavn nr. 9 stammer fra 1681 og er havnens ældste hus. Det har ikke gennemgået nogen om- eller tilbygninger siden. H.C. Andersen boede fem år i nr. 20, det var her, han skrev "Fyrtøjet", "Lille Claus og store Claus" og "Prinsessen på Ærten". Senere boede han 16 år i nr. 67 og to år i nr. 18.

Du kan læse mere om H.C. Andersens København her.

Jul ved kanalen

I julen dufter luften i Nyhavn af gløgg, når det årlige julemarked fylder den brostensbelagte gade med pyntede boder og blinkende lys. Det er den perfekte ramme for din juletur til København. Caféerne og restauranterne byder på danske julelækkerier, bl.a. æbleskiver og flæskesteg. Det er en klassisk juleoplevelse.

Besøg Nyhavns naboer

Nyhavn ligger blandt mange andre spændende attraktioner. Hvorfor ikke kombinere et besøg i Nyhavn med en forestilling i Skuespilhuset eller noget lækker street food fra Broens Gadekøkken

Følg os på:

Meget Mere End Bare Danmark © 2024
Danish