©  Foto:

Vongshøj - Løgumkloster

På toppen af Løgumbjerge ligger en gruppe på omkring 50 gravhøje. Vongshøj ligger højest, og den prydes af et 5 meter højt tårn. Et sagn fortæller, at kæmpen Vong ligger begravet i højen. På tårnet, der er 67 meter over havet, er der frit udsyn over landskabet.

Udsigten over hedeslette og bakkeøer er storslået. Mod vest ses klitterne på Rømø og Sild, mod syd ses Tønder og Tinglev, mod øst bakkelandskabet ved Aabenraa og mod nord anes Ribe Domkirkes borgertårn. I klare nætter kan blinken fra fyret på Blåvandshuk skimtes..

Ved indkørslen til rastepladsen ved Løgumgårde starter stien til Vongshøj. Turen derop tager ca. en halv time og går gennem et bakket område med en lille skov med krogede træer. Små træbroer fører over de rislende bække, som bryder stilheden. I skoven er der bøg, egekrat, bæverasp og røn. I skovbunden dominerer skovsyre og stor fladstjerne.

Følg os på:

Meget Mere End Bare Danmark © 2024
Danish